Home / Acts & Regulations / Solvency II Guidelines / Retningslinjer for udveksling af oplysninger på systematisk vis i kollegier

Retningslinjer for udveksling af oplysninger på systematisk vis i kollegier

Download PDF

EIOPA-BoS-15/112 DA

Retningslinjer for udveksling af oplysninger på systematisk vis i kollegier

1. Indledning

  • 1.1. I henhold til artikel 16 og artikel 21, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 (“EIOPA-forordningen”)1 , og henset til artikel 249 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF (“Solvens IIdirektivet”)2 , samt artikel 357 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/353 , har EIOPA udarbejdet retningslinjer om udveksling af oplysninger på systematisk vis i tilsynskollegierne (“kollegier”). Retningslinjerne vedrører de praktiske behov, som kollegier kan have for løbende udveksling af oplysninger identificeret af EIOPA i forbindelse med omfattende gennemgange af deres arbejde via handlingsplaner for kollegier, EIOPA’s betænkninger om kollegier, samt peer reviews. EIOPA vurderede på grundlag af disse elementer det påkrævede konvergensniveau og identificerede de områder og det indhold, som retningslinjerne bør omfatte.
  • 1.2. Formålet med retningslinjerne er at fremme kollegiernes aktiviteter vedrørende udveksling af oplysninger på systematisk vis. Ved at udvikle en fælles praksis på dette område sikrer retningslinjerne en ensartet fremgangsmåde i forbindelse med beslutningen om omfanget af de oplysninger, der bør udveksles løbende inden for kollegierne. Formålet med retningslinjerne er ligeledes at fremme lige vilkår i det indre marked gennem en afbalanceret tilgang med hensyn til deres praktiske anvendelse.
  • 1.3. Retningslinjerne vedrører et særligt aspekt af det tilsynsmæssige samarbejde mellem kollegierne indbyrdes ved at supplere retningslinjerne om kollegiernes operationelle funktion.
  • 1.4. Retningslinjerne er rettet til tilsynsmyndigheder i kollegierne for koncerner i EØS.
  • 1.5. Begreber, der ikke er defineret i disse retningslinjer, har den betydning, der fremgår af de retsakter, der henvises til i indledningen.
  • 1.6. Retningslinjerne træder i kraft den 1. januar 2016.

1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/79/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48)

2 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s.1)

3 Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), (EUT L 12 af 17.01.2015, s. 1)

Retningslinje 1 – Vurdering af anvendelsesområdet for oplysninger udvekslet på systematisk vis

  • 1.7. Ved fastlæggelsen af, hvorvidt dele af de oplysninger, der skal udveksles på systematisk vis, jf. artikel 357 i delegeret forordning (EU) 2015/35, ikke er nødvendige for kollegiets aktiviteter, bør tilsynsmyndighederne mindst tage højde for følgende elementer:
    • oplysningernes betydning henset til arten, omfanget og kompleksiteten af risiciene i koncernen og i de enkelte tilknyttede selskaber, der indgår i koncernen;
    • de tilknyttede selskabers betydning i koncernen og deres væsentlighed på det lokale marked;
    • tilsynsmyndighedernes specifikke behov, for så vidt angår tilsynsprocessen både på individuelt og på koncernniveau;
    • den koncerntilsynsførendes opgaver med hensyn til planlægning og koordinering af tilsynsaktiviteter;
    • undgåelse af dobbelt indsats og indberetning;
    • tilsynsmyndighedernes begrænsninger til rettidig udveksling af yderligere oplysninger;
    • eksistensen og relevansen af grænseoverskridende koncerninterne transaktioner, der muligvis kunne give anledning til afsmitningseffekter internt i koncernen.

Retningslinje 2 – Oplysninger fra de øvrige tilsynsmyndigheder til den koncerntilsynsførende

1.8. Ved beslutningen under koordineringsordningerne om omfanget af oplysninger, der skal udveksles inden for kollegier i medfør af artikel 357, stk. 2, i delegeret forordning (EU) 2015/35, bør den koncerntilsynsførende og de øvrige tilsynsmyndigheder i kollegiet tage hensyn til de oplysninger, der er opført i teknisk bilag 1 i lyset af de i retningslinje 1 opstillede komponenter.

Retningslinje 3 – Oplysninger fra den koncerntilsynsførende til de øvrige tilsynsmyndigheder

1.9. Ved beslutningen under koordineringsordningerne om omfanget af oplysninger, der skal udveksles inden for kollegier i medfør af artikel 357, stk. 3, i delegeret forordning (EU) 2015/35, bør den koncerntilsynsførende og de øvrige tilsynsmyndigheder i kollegiet tage hensyn til de oplysninger, der er opført i teknisk bilag 2 i lyset af de i retningslinje 1 opstillede komponenter.

Retningslinje 4 – Udveksling af udvalgte data

1.10. Den koncerntilsynsførende og de øvrige tilsynsmyndigheder i kollegiet bør indgå aftale om en liste over udvalgte data, der skal udveksles som led i den systematiske udveksling af oplysninger. Ved beslutningen under koordineringsordningerne om listen over udvalgte data bør den koncerntilsynsførende og de øvrige tilsynsmyndigheder tage hensyn til de oplysninger, der er opført i teknisk bilag 3 i lyset af de i retningslinje 1 opstillede komponenter.

Overholdelse og indberetningsregler

  • 1.11. Dette dokument indeholder retningslinjer udstedt i henhold til artikel 16 i EIOPA-forordningen. I overensstemmelse med EIOPA-forordningens artikel 16, stk. 3, bestræber de kompetente myndigheder og finansielle institutioner sig på at efterleve disse retningslinjer og henstillinger bedst muligt.
  • 1.12. Kompetente myndigheder, der efterlever eller agter at efterleve disse retningslinjer, indarbejder dem i deres lov- eller tilsynsrammer på passende vis.
  • 1.13. Kompetente myndigheder underretter EIOPA om, hvorvidt de efterlever eller agter at efterleve disse retningslinjer, og de angiver deres begrundelse for eventuelt manglende efterlevelse, senest to måneder efter udstedelsen af de oversatte versioner.
  • 1.14. Hvis de kompetente myndigheder ikke har svaret inden denne dato, anses de for ikke at efterleve indberetningen og vil blive indberettet i overensstemmelse hermed.

Afsluttende bestemmelser om revision

1.15. Disse retningslinjer revideres af EIOPA.